Talentkonkurrence gav revisor-job til Kasper

Kasper Lundegaard Larsen fra HHX i Skanderborg har prøvet kræfter med revision- og business cases i den såkaldte Ernst & Young Talent-konkurrence, og det gjorde han så godt, at firmaet har tilbudt ham et job som revisor-trainee.


Til august får Kasper Lundegaard Larsen fod under eget skrivebord som revisor-trainee hos revisions- og rådgivningsfirmaet Ernst & Young i Aarhus.

Fra skrivebordet i det 68 meter høje kontorhøjhus ved siden af Bruuns Galleri får han en misundelsesværdig udsigt ud over byen og havnen.

- Jeg har første arbejdsdag den 16. august, og det bliver super lækkert. Ernst & Young er det første OG det bedste, og det føles bare rigtigt, siger Kasper Lundegaard Larsen, som i juni måned blev HHX-student fra SCU i Skanderborg.

 

Træder ind i nyt fællesskab

Ernst & Young i Aarhus er med sine 230 medarbejdere Danmarks største revisions- og rådgivningskontor uden for København. I alt har Aarhus-afdelingen ansat otte revisor-trainees, der starter op sammen med Kasper.

- Den første uge skal vi til København for at mødes med de andre trainees, og det glæder jeg mig virkelig til. Jeg træder ind i et helt nyt fællesskab med nogen, der har samme interesser som mig, og det bliver sjovt at komme i gang og også være en del af alt det sociale som for eksempel etage-fodbold, forklarer Kasper.

Trainee-stillingen er et drømmejob, der pludselig opstod, efter han via et af SCU’s talenttilbud havde deltaget i en Ernst & Young Case Konkurrence.

Realistiske cases i konkurrencen

Efter at have skrevet en motiveret ansøgning blev Kasper udvalgt til at deltage i konkurrencen. Sammen med flere andre talenter fra forskellige skoler mødte han derfor en torsdag eftermiddag op i det store konferencelokale i kontorhøjhuset.

Her blev de splittet op i hold på tværs af skoler og skulle i løbet af dagen løse opgaver og cases.

- Det var meget realistiske cases for eksempel om en gummistøvlevirksomhed, som var udfordret i forhold til salg, lager, revision og regnskab. Her skulle vi komme med forslag til løsninger og præsentere dem. Der var totalt tryk på, og det var virkelig fedt at performe. Vi havde de hvide skjorter og spidse sko på og gav hånd til bedømmelsesudvalget. Bagefter blev vi evalueret, og holdene fik point, forklarer Kasper Lundegaard Larsen.

 

Tager en HD ved siden af

Efter den intense konkurrencedag i Aarhus tog Kasper tilbage til Skanderborg, rejste på studietur med klassen til Irland og forventede ikke at høre mere fra Ernst & Young.

Men pludselig fik han en mail fra firmaet, som takkede ham for præstationen og inviterede ham til en samtale. Herefter er revisor trainee-jobbet en realitet.

Når Kasper begynder på jobbet til august, rejser han den første uge til København med de nye trainees fra Danmark, og i anden uge går turen til Toledo med de nye trainees fra hele Skandinavien.

Sideløbende med trainee-stillingen skal Kasper Lundegaard Larsen i sin fritid også tage en fire år lang HD-uddannelse. Derefter er hans plan at blive statsautoriseret revisor.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipisicing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip ex ea commodo consequat. Duis aute irure dolor in reprehenderit in voluptate velit esse cillum dolore eu fugiat nulla pariatur. Excepteur sint occaecat cupidatat non proident, sunt in culpa qui officia deserunt mollit anim id est laborum.

Vi anvender cookies for at forbedre brugeroplevelsen

Læs mere om cookies