Signe og Lærke med i Årets Forskerspire 2020:

Vildt fedt med nye kompetencer

 

Signe Roesgaard og Lærke Lisby, der begge går på HHX i Skanderborg, har deltaget i den prestigefyldte konkurrence, Årets Forskerspirer 2020, som Københavns Universitet står for. Her lykkedes det endda for Signe at blive nomineret til prisen for sit projekt om unges Corona-adfærd. Dermed er det tredje år i træk, at en HHX-elev fra SCU er blandt de nominerede forskerspirer.

Projekt Forskerspirer, der er en af talent-aktiviteterne på SCU, er et landsdækkende tilbud til elever på de fire gymnasiale ungdomsuddannelser HF, HHX, HTX og STX. Projektet er for elever med et stort fagligt overskud.

I år har de to HHX-elever, Signe Marie Roesgaard og Lærke Olivia Fuhlendorff Lisby, deltaget med hvert deres projekt. Signe har undersøgt unges adfærd og frygt i forhold til Corona. Mens Lærke har fokuseret på motions indvirkning på det psykiske helbred og indlæring blandt gymnasielever.

- Oftest er der primært fokus på de fysiske konsekvenser af motion, hvordan kroppen rent fysisk bliver stærkere. Men der tales ikke så meget om de psykiske konsekvenser, hvilket jeg synes, er et ekstremt spændende aspekt. Derfor har jeg undersøgt konsekvenserne i forhold til stress, angst og indlæring, siger Lærke Olivia Fuhlendorff Lisby.


12 nominerede

Projekt Forskerspirer 2020 blev skudt i gang tidligt på året, men på grund af Corona-restriktioner har forløbet været meget anderledes end planlagt. Alle fælles aktiviteter og fysiske møder blev aflyst og erstattet med online interaktioner.

Undervejs valgte mange elever i hele landet at hoppe fra projektet, men Lærke og Signe holdt fast og er hermed blandt de 76 elever på landsplan, som afleverede et færdigt projekt. Heraf blev i alt 12 nominerede i fire forskellige kategorier blandt andre Signe med projektet ”Unges adfærd og frygt i forhold til Corona”.

Signe Roesgaard (th) og Lærke Lisby, der begge går på HHX i Skanderborg, har deltaget i Årets Forskerspire 2020. Signe har undersøgt unges adfærd og frygt i forhold til corona. Mens Lærke har fokuseret på motions indvirkning på det psykiske helbred og indlæring blandt gymnasielever.


Interviews med unge om Corona

- Jeg interviewede unge under 24 år og fandt blandt andet ud af, at unge er mere bange for at smitte andre end for selv at blive smittede. Desuden viste det sig, at mange unge frygter at miste sociale relationer under Corona. De er eksempelvis bange for ikke at kunne møde nye venner og få en kæreste, forklarer Signe Marie Roesgaard.


Fælles tur til København

Afslutningsarrangementet på Københavns Universitet i december skulle have været for alle årets deltagere, men på grund af Corona blev det kun tilladt for de 12 nominerede elever. Alligevel besluttede Signe og Lærke at lave en fælles tur ud af det til København.

Mens Signe knoklede med den virtuelle præsentation af sit projekt på universitetet, tog Lærke på cafe i hovedstaden og fulgte det hele online.

- Jeg er så glad på Signes vegne, at hun blev nomineret, og det var dejligt, at vi kunne tage afsted sammen til København og fejre, at vi var færdige med vores projekter. Vi tog toget til København klokken syv om morgenen, og så sagde vi farvel til hinanden uden for universitetet. Jeg gik og hyggede mig og fulgte med online på en cafe for at se, om Signe vandt. Senere tog vi ud at spise sammen og herefter toget tilbage til Jylland, fortæller Lærke Olivia Fuhlendorff Lisby.

Imens Lærke hyggede sig på cafe, skulle Signe præsentere sit projekt, dets metode og resultater over for dommerne på Københavns Universitet. Det hele blev live-streamet uden tilhørere i salen.

- Jeg tænkte faktisk ikke så meget over, at der sad en masse ude ved computerskærmene og lyttede med. Det ville helt sikkert have føltes værre, hvis der sad 200 tilhørere i salen foran mig. Herefter blev vinderne udpeget, og jeg var selvfølgelig træt af, at det ikke blev mig, men samtidig er det helt fair, for vinderen havde lavet et virkeligt godt projekt, siger Signe Marie Roesgaard.


Fedt med ekstra kompetencer

De to HHX-elever er glade for at havde deltaget i Projekt Forskerspirer 2020, selvom det har været hårdt.

- Det har været en megafed oplevelse, især at få kontakt til forskerverdenen, hvor alle har været meget hjælpsomme. Vi missede ud på oplevelser på grund af Corona, og det var ærgerligt. Men hvis man har overskuddet, vil jeg helt klart anbefale andre at deltage i projektet næste år, siger Lærke Olivia Fuhlendorff Lisby.

Også Signe har lært en masse undervejs.

- Jeg har fået ekstra kompetencer, som jeg allerede kan bruge nu og her, når vi skriver store opgaver på HHX. For eksempel har jeg lært meget om metodeskrivning, som har hjulpet mig i min store opgave her op til jul, forklarer Signe Marie Roesgaard.

 

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipisicing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip ex ea commodo consequat. Duis aute irure dolor in reprehenderit in voluptate velit esse cillum dolore eu fugiat nulla pariatur. Excepteur sint occaecat cupidatat non proident, sunt in culpa qui officia deserunt mollit anim id est laborum.