Johannes M. Jacobsen: Mit liv som PIU-elev i Tyskland

Hvor arbejder du og hvordan bor du?
Jeg arbejder hos Canbolat Vertriebs GmbH, som er en lille internetbaseret handelsvirksomhed i Würzburg. Virksomheden fungerer egentlig meget simpelt ved at indkøbe produkter, der sælger godt på det tyske marked, fra Kina og så sælge dem via platforme som Amazon og Ebay i Tyskland.
På samme måde som virksomheden er jeg også bosiddende i Würzburg, hvor jeg bor i en 3-værelses lejlighed, som jeg deler med 2 tyske studerende. Personligt har jeg selv fået rigtigt meget ud af at bo sammen med to tyskere, da det for det første har været lettere at ”integrere” sig i det tyske samfund. For det andet får man øvet sig lidt på det tyske sprog, som så igen gør det lidt lettere at føle sig hjemme i det tyske. Til sidst betyder et ”Wohngemeinschaft” at man ikke hver dag kommer hjem til en tom lejlighed, men at der lidt larm og nogen at snakke med.

Hvad er dine arbejdsopgaver?
Jeg sidder i indkøb i virksomheden, hvilket vil sige at jeg har med en masse forskellige opgaver relateret til indkøb at gøre. Jeg er f.eks. med til at finde produkter eller trends der sælger godt og så finde leverandører i Kina- typisk via Alibaba. Derudover er jeg med i hele indkøbsprocessen, hvilket vil sige at jeg sammenligner forskellige leverandører og indsamler data om produktet herunder told, nødvendige certificeringer og hvordan produktet skal pakkes. Derudover er jeg med til at udbygge kontrakter til den specifikke leverandør og til sidst færdiggøre købet af produktet og lægge det i systemet.
Derudover laver jeg også lidt papirarbejde i form af at planlægge containere og tjekke regninger. Container planlægning går bl.a. ud på at sørge for at containeren kommer på det rigtige skib til den rigtige tid, samt hvornår den ankommer til lastbil transport og til sidst til lageret.

Hvilke kompetencer fra hhx får du brugt?
Det er svært at sige direkte, hvilke kompetencer jeg har fået brug for, da det i virkeligheden nok er lidt af det hele. Konkret kan jeg sige at kompetencer fra VØ og finansiering i form af arbejde i Excel og forståelse for virksomhedens likviditet og hvornår vi kan udbetale diverse depositummer osv. været ret brugbart.
Derudover har dataanalyse fra matematik og analyse af diverse markedsforhold og prissætning fra afsætning/IØ også vist sig at være ret brugbart.
Udover det har en basis kundskab indenfor det retslige omkring internationale reguleringer og lovgivning også gjort det lettere at forstå udarbejdelsen af kontrakter og forstå hvad man skal passe på, når man indkøber produkter for direkte at sælge dem videre til forbrugere på nettet.
Til sidst hjælper det altid at have generelle sproglige kompetencer fra de sproglige fag i forhold til at kunne formulere sig ordentligt på både tysk og engelsk, samt oversætte forskellige ting frem og tilbage fra tysk og engelsk.

Hvad laver du i din fritid?
I min fritid gør jeg mange af de ting som jeg også gjorde derhjemme. I hverdagen går jeg i fitness, sidder foran pc’en eller snakker med venner og room mates. I weekenden er der typisk et eller andet form for event. Det er både med kollegaer, hvor vi både har haft barbecues, bowling ture og biografture, men også med venner og room mates, hvor det tit bliver til en tur i byen eller deltagelse i diverse folkefester. Würzburg er en studenter by med 30.000 studerende ud af 130.000 indbyggere, så der er tit gang i byen.

Hvad er dine fremtidsplaner?
Fremtidsplanerne ligger ikke helt fast endnu, men jeg har en idé om at jeg i hvert fald skal studere efter det her år i Tyskland. Jeg har ikke helt styr på hvad eller hvor jeg skal studere andet end at det skal have noget med økonomi og forretning at gøre og nok højst sandsynligt skal være i København eller Århus. En specifik uddannelse jeg har overvejet er International Business på CBS fordi den lyder ret interessant, men ellers har jeg som sagt ikke taget stilling til uddannelsen endnu.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipisicing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip ex ea commodo consequat. Duis aute irure dolor in reprehenderit in voluptate velit esse cillum dolore eu fugiat nulla pariatur. Excepteur sint occaecat cupidatat non proident, sunt in culpa qui officia deserunt mollit anim id est laborum.

Vi anvender cookies for at forbedre brugeroplevelsen

Læs mere om cookies