Lectio Håndbog

12.

september

2023

Header Grafik Subpage Header Grafik Subpage

Jeg elsker det – jeg bliver i USA!

Microsoftteams Image (7) Microsoftteams Image (7)

Cecilie Rosendahl Rasmussen er EUX-student og har siden nytår arbejdet hos danske DSV i Chicago. Hun er så glad for sit job, at hun planlægger at slå sig ned permanent over there.


Selvom Cecilie Rosendahl Rasmussen kun bor fem minutter væk fra sin arbejdsplads hos danske DSV på Nerge Road i Chicago, er hun tvunget til at tage bilen.

Der er hverken fortov eller cykelsti langs de amerikanske highways, og derfor måtte hun allerede den første uge efter ankomsten til USA finde en bil.

Det blev til et par tvivlsomme handler via Facebook – hvoraf den første bil brød sammen ’for good’ allerede dagen efter købet.

Mens den anden bil, en Kia Rio med gaffa-tapet rude, efter et seriøst værkstedsbesøg og en klækkelig pengesum senere nu snurrer ganske fint og transporterer den 22-årige Cecilie Rosendahl Rasmussen frem og tilbage mellem lejligheden, arbejdet, fitnesscentret, veninderne og bylivet i Chicago.

- Jeg ankom i december, hvor folk var taget på juleferie, og det var lidt ensomt alene i lejligheden juleaften, hvor tankerne gik til julefrokosterne hjemme i Danmark.  Men så brugte jeg tiden på at samle møbler fra Ikea og finde en bil, som desværre brød sammen nytårsaften, og jeg var jo nødt til at have en bil for at kunne komme på arbejde, så jeg fandt bil nummer to, der også gik i stykker. Men den er fixet nu, og jeg elsker mit job og min lejlighed og ja hele mit liv herovre, siger Cecilie Rosendahl Rasmussen.

Kultur og arbejdsforhold er anderledes

Hun er EUX-student fra SCU. Her gik hun først to år i skole, hvorefter hun fik læreplads i Horsens hos DSV, der er en af verdens absolut største leverandører af transport- og logistikydelser. Hun arbejdede i to forskellige afdelinger, Key Account og Trafficking, og bestod sin fagprøve om Road-it-systemet i DSV.

På Road-kontoret i Chigaco navigerer hun nu rundt i amerikansk indenrigslogistik og fragt af gods mellem staterne.

- I Danmark har DSV i nogle tilfælde deres egne lastbiler og chauffører til at fragte gods. Sådan er det ikke helt her. Derfor skal jeg hver dag finde transport til den bedst mulige pris, og det går fint på engelsk, forklarer Cecilie Rosendahl Rasmussen.

Efter ni måneder i Chicago har hun bidt mærke i, at det ikke kun er størrelsen, men også kulturen og arbejdsforholdene, som er meget anderledes end i Danmark.

- Hos DSV i Horsens blev der snakket en hel masse, og om fredagen var der musik. På kontoret i Chicago er der stille, og folk taler ikke så meget om andet end arbejde. Nogle gange er der så stille, at man tror, at de andre kan høre, når man synker sit eget spyt. Vi arbejder 8-17 hver dag, og vi skal sørge for at nå vores individuelle mål og ramme vores tal i forhold til indtjening og omsætning, ellers er det ikke så godt. I Danmark kunne man nogle gange godt gå lidt tidligere, hvis man var færdig med sine ting. Her forventes det, at man arbejder over, forklarer Cecilie Rosendahl Rasmussen, som netop har fået ny chef fra Dallas, der blandt andet udlover gavekort og restaurantbesøg til de to bedste i afdelingen.

Mexico og retur til USA

I fritiden træner hun flere gange om ugen i det lokale fitnesscenter og har netop fået kontakt til et håndboldhold, som hun skal være med på.

Derudover bruger hun tiden sammen med sine veninder blandt andre Gabriella fra Brasilien og Vidhi fra Indien. I weekenden går de ofte i byen, og i sommer var de på festivaler og til koncerter. Hun er så vild med at bo i USA, at hun planlægger at blive der permanent.

- Det er så fantastisk herovre. Jeg elsker det. Jeg savner venner og familie i Danmark, men jeg vil blive i USA. Folk er søde og imødekommende, også dem man slet ikke kender, for eksempel kan folk komme med komplimenter om ens tøj eller hår, når man er på Starbucks. Den slags sker ikke i Danmark, hvor vi nok er lidt mere sky over for fremmede. Og så er alting bare større i USA, og der er så mange muligheder i forhold til karriere og netværk, understreger hun.

Cecilie har derfor planer om at få et såkaldt green card, så hun kan blive i USA. Men ifølge amerikansk lovgivning skal hun først forlade USA og blive væk i et år, og når hun vender tilbage, kan hun dernæst søge om green card. Det betyder, at hun til foråret 2024 fortsætter karrieren i Mexico, hvor hun skal arbejde i en af DSV’s afdelinger.

- Det er nødvendigt for at kunne blive i USA, og Mexico lyder spændende. DSV hjælper med at finde et sted at bo, og måske kommer min veninde Gabriella også til Mexico. Ellers er det kun mig, og det er fint. Jeg har jo prøvet det før, siger Cecilie Rosendahl Rasmussen.

Microsoftteams Image (4) Microsoftteams Image (4)

"I Danmark har DSV i nogle tilfælde deres egne lastbiler og chauffører til at fragte gods. Sådan er det ikke helt her. Derfor skal jeg hver dag finde transport til den bedst mulige pris, og det går fint på engelsk." Cecilie Rosendahl Rasmussen

Microsoftteams Image (8) Kopi Microsoftteams Image (8) Kopi

Cecilie Rosendahl Rasmussen har købt en bil, så hun kan komme frem og tilbage mellem lejligheden, arbejdet, fitnesscentret, veninderne og bylivet i Chicago.

Hos DSV i Horsens blev der snakket en hel masse, og om fredagen var der musik. På kontoret i Chicago er der stille, og folk taler ikke så meget om andet end arbejde. Nogle gange er der så stille, at man tror, at de andre kan høre, når man synker sit eget spyt. 

Microsoftteams Image (5) Microsoftteams Image (5)

På Road-kontoret i Chigaco navigerer hun nu rundt i amerikansk indenrigslogistik og fragt af gods mellem staterne.

Microsoftteams Image (6) Microsoftteams Image (6)

Cecilie har planer om at få et såkaldt green card, så hun kan blive i USA. Men ifølge amerikansk lovgivning skal hun først forlade USA og blive væk i et år, og når hun vender tilbage, kan hun dernæst søge om green card. Det betyder, at hun til foråret 2024 fortsætter karrieren hos DSV i Mexico.